Lækre pitabrød uden gluten
Det er ikke ofte, jeg får brød, men når jeg gør, forsøger jeg at lave det glutenfrit.
Disse brød blev rigtig lækre og særligt, hvis du lader dem koldhæve natten over. Det giver en let syrlighed, som får det til at virke endnu mere som 'almindeligt' brød.
Opskrift på 4 stk. pitabrød
Det skal du bruge
- 50 g fuldkornsrismel
- 100 g majsmel
- 1 spsk. loppefrøskaller
- 2 1/2 dl vand
- 1 tsk. æblecidereddike eller citronsaft (det skulle efter sigende få dem til at hæve bedre)
- 1 tsk. koldslynget honning eller 2 tsk. kokossukker
- Et nip havsalt
- 1 spsk. olivenolie
- 1 tsk. tørgær
Sådan gør du
- Bland vand og loppefrøskaller sammen, så det bliver en let gelé (det tager ca. 5 minutter).
- Derefter kommer du alle andre ingredienser i og rører det godt sammen.
- Stil dejen på køl i en skål med låg natten over eller mindst 1 time (gerne meget mere!)
- Dagen efter former du 4 stk. pitabrød på en bageplade og lader dem efterhæve 10-15 min. på bagepladen.
- Kom dem i ovnen i 25 min. ved 200 grader.
- De skal køle en smule af, da glutenfrit brød kan virke meget svampet/klistret, lige når det kommer ud fra ovnen – lad dem køle af, så de er lune.
- Fyld dem med dit yndlingsfyld 😋
Her har jeg lavet falafel toppet med tahindressing sammen med frisk spinat, avokado og ærteskud.
Velbekomme!
Kærligst
Tina