kartoffelmos med søde kartofler

Nem sød kartoffelmos

Kartoffelmos lavet på søde kartofler

Hvis du ønsker noget nemt og lækkert tilbehør til aftenens måltid, så er dette en af mine favoritter. Jeg siger jo tit, at man skal spise varieret, og jeg har taget mig selv i at spise søde kartofler hver eneste dag de sidste uger. Måske ikke så varieret – men hold op, det smager godt!

Udover at smage godt, indeholder søde kartofler også en masse guf for din hud. Specielt det høje indhold af beta-caroten (et forstadie til A-vitamin) gør den søde kartoffel interessant, fordi beta-caroten er med til at gøre huden mere robust, men bidrager også til at holde huden ung og stærk. Beta-caroten er den naturlige kilde til A-vitamin, fordi den bliver omdannet til A-vitamin inde i kroppen.

Nu til den lækre sag til ca. to personer:

  • 4-5 søde kartofler
  • 3 gulerødder
  • 1 spsk. koldpresset olivenolie
  • 1 spsk. ghee (eller klaret smør, som du kan se opskriften på HER)
  • Havsalt eller endnu bedre: Herbamare urtesalt for (ekstra) god smag
  • Peber
  • Evt. krydderurter efter efter valg eks. basilikum, oregano eller estragon.

Start med at skrælle de søde kartofler. Hvis gulerødderne er fine, kan du vaske dem godt og beholde skrællen på. Skær dem derefter ud i mindre stykker, og kog dem, som var det kartofler. De skal gerne småkoge i 25-30 min. alt efter hvor store stykker, du har skåret ud. Grøntsager er bedst, når de er svagt tilberedt, så jo mindre kogning, jo bedre.

Hæld derefter stort set alt vandet fra. Du skal lige gemme en lille bitte smule i gryden, for så bliver mosen endnu mere lækker. Kom nu olivenolie og smør i. Mos det så fint eller groft, du vil have det. Tilsæt havsalt, lidt peber og de krydderurter, du har valgt. 

Jeg har toppet min mos med hampefrø, som indeholder en masse protein og sunde fedtstoffer. Det giver et let nøddeagtig smag, som jeg er ret vild med.

Du kan også med fordel de sidste 3 min. koge broccoli med og mose det sammen med. Det gør kun mosen bedre, men mos den som en grov mos – ellers bliver farven ikke så lækker 😉

Velbekomme.

Ha’ en dejlig weekend.

Kærligst
Tina